hampagne er en af mine store passioner, derfor er jeg glad for at jeg igen i år kan tilbyde kvalitetschampagner til fornuftige priser. Alle champagner er fra samme producent, Petiau & fils. Champagnehuset har været i familiens eje siden 1880 i 6 generationer. Druematerialet er i top, primært fra premier-crumarker beliggende i Trépail og Ambonnay. Husk at champagne kan drikkes hele året.
Carte Or, både brut og
demi sec – gylden etiket
En dejlig let og velbalanceret champagne. Der er en overvægt af den grønne drue Chardonnay 78% og 22% af den blå drue Pinot Noir. Mindste lagringstiden i Champagne er 1,5 år, men denne har ligget i 3-4 år og har derfor opnået en god balance. Vinen er drevet af frugter som citrus og æbler. Syren er ikke så markant, hvorfor brut-versionen egner sig til velkomstdrink eller som aperitif, men den klarer også fint overgangen til en let forret.
Pris 220,- pr. flaske
ved køb af 3
Grande Reserve, brut
– blå etiket
Denne champagne er en blanding af 80% Chardonnay og 20% Pinot Noir. Blandingen sikrer de delikate noter af citrus og æble, men med et strejf af lyse røde bær, såsom hindbær og jordbær. Druematerialet er af høj kvalitet og champagnen ligger i de kalkholdige kældre i 5-6 år, således at en perfekt balance mellem syre og frugtighed sikres. Drik den gerne til mad – selvfølgelig fisk og skaldyr, men også lyse kødretter er fine til.
Pris 230,- pr. flaske
ved køb af 3
Blanc de Blancs, brut
– hvid etiket
Champagne på 100% Chardonnay. Druematerialet er helt i top og kommer udelukkede fra udvalgte parceller i Trépail og Ambonnay. Smagen er meget elegant både frugtig af æbler og citrus, men også blomsteragtig af akacie og et let strejf af hyldeblomst. Med sin elegante fremtoning passer den godt til delikate fiskeretter både de syrlige retter med citron og lime, men også med de mere fede saucer som beurre blanc og hollandaise.
Pris 350,- pr. flaske
ved køb af 3
Brut Rosé
– rosa etiket
Champagnen her er en god og lettere rosé champagne, med noter af citrus og æble, men også røde bær, såsom hindbær og jordbær. Laksefarven er opnået ved en blanding af rød- og hvidvin på hhv. 50% Pinot Noir og 50% Chardonnay. Druerne kommer primært fra markerne i premier cru byerne Trépail og Ambonnay. Letheden betyder at denne champagne spænder bredt fra aperitif/velkomst til forret og endda en hovedret. Fx fisk, lyst kød eller sågar flæskesteg, dog ikke med rødkål og brunekartofler.
Pris300,- pr. flaske
ved køb af 3
Tips
Drik gerne champagne af de høje såkaldte flute glas, så kommer boblerne i fokus. Til maden kan flute glassene udskiftes med almindelige hvidvinsglas eller de såkaldte tulipanglas – så kommer der flere smagselementer. Personligt ville jeg undgå champagne til kransekagen – demi sec champagne kan måske klare den, men jeg tager gerne selv en Asti eller lignende.